Under normale omstændigheder er vi i de nordiske lande svære at lokke til at se hinandens film.
Norsk films succeshistorier i danske biografer kan f.eks. tælles på ganske få hænder, men forhåbentlig går vi imod nyere og bedre tider.
Hvorvidt ’Skam’-effekten har haft en finger med i spillet skal vi lade være ufortalt, men faktum er i hvert fald, at Erik Poppes norske kongekvad ‘Kongens Valg’ med danske Jesper Christensen i hovedrollen som Kong Håkon den 7. nu har rundet imponerende 75.000 solgte billetter i de danske biografer – på under to måneder.
Siden premieren d. 2. februar er filmen kørt i ikke mindre end 117 danske biografer – og den har endnu et dusin til gode.
Årets norske Oscar-kandidat (den blev shortlistet i kategorien bedste ikke-amerikanske film) er produceret af Paradox i Norge med bl.a. Nordisk Film og Copenhagen Film Fund som co-producenter.
Fotoet er fra gallapremieren i Grand Teatret i januar. Med instruktør Erik Poppe, skuespiller Jesper Christensen og Hendes Majestæt Dronning Margrethe.
Fotograf: Steen Brogaard.