Decision To Leave

🇰🇷 Den søvnløse politiofficer Hae-joon klager over, at der er alt for langt mellem mordsagerne, men et mystisk dødsfald kan måske give ham arbejdsglæden tilbage: En klatrer er drattet ned fra en høj klippe, og offerets forføriske enke, Seo-rae, virker mistænkeligt cool omkring det hele. Snart har hun dog snoet Hae-joon om sin lillefinger… ’Decision to Leave’ er en frapperende romantisk thriller, hvor lidenskab og retfærdighed er omdrejningspunkterne. Park Chan-wook (‘Oldboy’, ‘Handmaiden’ mm.) vandt helt forudsigeligt prisen for ‘Bedste instruktion’ ved filmfestivalen i Cannes, hvor den vidunderligt uforudsigelige og overlegent stilfulde film havde verdenspremiere.

Ferskenlunden i Catalonien

’Ferskenlunden i Catalonien’ er ikke kun en varm fortælling fra et udfordret landsted, men også et på én gang personligt og ømt portræt af en tæt knyttet familie. Familien Solé fra den landlige flække Alcarràs i Catalonien lever af at dyrke ferskner. Hver sommer samles familien omkring årets ferskenplukning, men denne sommer kan blive den sidste. Landejeren har nye planer for området, og ferskentræerne skal vige pladsen for solcellepaneler. Det skaber splid i den ellers stærkt sammensvejsede familie. Og fremtidsudsigterne er dystre, for familiens skøde er aldrig underskrevet, men er gået i arv mundtligt – helt tilbage fra borgerkrigens tid. Filmen vandt Guldbjørnen i Berlin. I jurypræsident M. Night Shyamalans begrundelse nævnes bl.a. de strålende skuespillerpræstationer og filmens evne til at favne familielivet på det store lærred.

Premiere: 10. november, 2022. [PR]

Biografer: Grand Teatret, Øst for Paradis.

Ressourcer: BIOGRAF, kino.dk.

Holy Spider

Ali Abbasis opfølger til den sensationelle ‘Grænse’ er ikke mindre opsigtsvækkende. ’Holy Spider’ er en overmåde velinstrueret, nervepirrende thriller (i ånden fra David Finchers ‘Zodiac’), der giver et inciterende indblik i det iranske samfund – socialt som religiøst. Filmen følger den kvindelige journalist Rahimi (Zar Amir Ebrahimi), der rejser til den hellige iranske by Mashhad for at efterforske en seriemorder, som går målrettet efter byens sexarbejdere. Efterhånden som Rahimi kommer tættere på at afsløre morderens identitet, synes retfærdigheden sværere at opnå, da morderen stille og roligt har opbygget heltestatus i store dele af offentligheden. ’Holy Spider’ er baseret på den sande historie om ‘Edderkoppemorderen’ Saeed Hanaei, der påberåbte sig at være på en guddommelig mission, da han i årene 2000 og 2001 dræbte 16 sexarbejdere i Irans mest hellige by. Filmen vandt prisen for ’Bedste kvindelige skuespiller’ ved dette års Cannes Filmfestival og er nomineret til hovedprisen ved det kommende European Film Awards.

Premiere den 13. oktober, 2022. [PR]

Biografer: Vester Vov Vov, Victoria Teatret, Kerteminde Kino, Toftlund Biograf.

Ressourcer: BIOGRAF, kino.dk.

Memoria

🎟️ FIND BILLETTER HER

Thailandske Apichatpong Weerasethakuls prisvinder fra Cannes er et magisk, til tider helt hypnotisk værk, der vandt ‘Juryens pris’ i Cannes og blev udvalgt som Colombias Oscar-kandidat, for det er dér, at filmen er optaget. Tilda Swinton spiller orkidé-entusiasten Jessica, som er på besøg hos sin søster i Bogotá. En tidlig morgen vækkes hun af et voldsomt brag, men efterfølgende viser det sig, at hun var den eneste, som hørte lyden. Hvad der helt præcis er fat, forstår hverken hun eller publikum, men Jessica må opklare gåden – bl.a. sekunderet af en lydtekniker i byen og en arkæolog ude i junglen. Mysteriets udkomme skal vi ikke afsløre her, men Apichatpong Weerasethakul binder sløjfe på sin vilde historie med en af de mest spektakulært, gåsehudsfremkaldende slutsekvenser, der er set på denne side af ’Breaking the Waves’.

🎞️ LÆS MERE PÅ BIOGRAF HER

Verdens værste menneske

’Verdens værste menneske’ er et på én gang gribende og komisk drama, der med varme og musikalitet tager livtag med den romantiske, men til tider hundesvære kærlighed. Julie (Renate Reinsve) er nået den alder, hvor de fleste, inklusive kæresten Aksel (Anders Danielsen Lie), er klare til at stifte familie. Men Julie er ikke færdig med at sparke døre ind, og mødet med den indtagende Eivind (Herbert Nordrum) åbner et nyt kapitel i hendes liv. Men måske ligger de vigtigste livsvalg allerede bag hende? ’Verdens værste menneske’ er en selvstændig afslutning på Joachim Triers Oslo-trilogi, som startede med debutfilmen ’Reprise’ (2006) efterfulgt af ’Oslo, 31. august’ (2011). Filmen vandt prisen for ‘Bedste kvindelige skuespiller’ i Cannes, 2021 og var nomineret til to Oscar-statuetter ved dette års uddeling, herunder i kategorien ‘Bedste internationale film’.

🎞️ LÆS MERE PÅ BIOGRAF HER

Skolen ved verdens ende

🎟️ FIND BILLETTER HER

’Skolen ved verdens ende’ hedder filmen, og det er ikke helt forkert, for Lunana er vitterligt den fjerneste dal i det bhutanske Himalaya – otte dagvandringer fra nærmeste by og uden elektricitet, internet og hvad en moderne bybo ellers måtte have brug for. Og en sådan en er Ugyen, der bor i Bhutans hovedstad Thimphu, men egentlig drømmer om at flytte til Australien og gøre karriere som musiker. Desværre har hans chef lagt helt andre planer for ham. Som sidste led i uddannelsen udstationeres han som lærer i Lunana. Manglen på moderne bekvemmeligheder giver Ugyen abstinenser, men de mennesker, han møder, viser sig hurtigt at kunne opveje alle afsavn. Bhutan er kendt for at have afløst brutto-national-produktet med en slags brutto-lykke-index, og det smitter – især i disse tider. Udover sin opløftende historie og et højst charmerende persongalleri (inklusive yakoksen, som bor i skolens klasseværelse), så er filmens bjergtagende landskaber nok til at sende én i svingninger. Ikke sært, at det amerikanske Film Akademi mente, at filmen er en Oscar værdig.

🎞️ LÆS MERE PÅ BIOGRAF HER

Drive My Car

Instruktøren og skuespilleren Yasuke Kafuku (Hidetoshi Nishijima) plejer et på én gang platonisk og lidenskabeligt forhold til sin hustru gennem 20 år, manuskriptforfatteren Oto (Reika Krishima). De udklækker idéer, mens de har sex eller kører en tur deres i bil, som er mere end bare et transportmiddel for parret. Men under den harmoniske overflade ulmer konflikterne, og en chokerende hændelse bliver springbrættet for Ryûsuke Hamaguchis kontemplative og lavmælt følsomme road trip – bygget over en historie af Haruki Murakami. Filmen vandt prisen for bedste manuskript ved Cannes-festivalen 2021 og har netop snuppet Oscar-statuetten for ‘Bedste internationale film’. Hamaguchi var senest aktuel med ‘Japanske fortællinger’, som vandt Sølvbjørnen i Berlin. Filmen er del af Filmporten.

🎞️ LÆS MERE PÅ BIOGRAF HER

Transit

transit_plakat

PREMIERE DEN 11. APRIL

I en labyrint af et twistet manuskript får Christian Petzold, der også selv har instrueret filmen, transformeret os frem og tilbage mellem fortid og nutid, nazismens holocaust og nutidens flygtninge, uden nogensinde at tabe den røde tråd, der løber som en ild i gaderne gennem ’Transit’. Baseret på den tyskjødiske forfatter Anna Seghers’ roman af samme navn fra 1942, skrevet på flugt fra naziregimet, digter Petzold videre i et rigt, filmisk sprog. Filmen lader det elegant være op til tilskueren selv at drage parallel mellem datidens forfølgelse af jøder og andre uønskede i naziregimet og nutidens vækst i nynazistiske bevægelser og antiflygtningebølge. (Erik Jensen, Politiken)

Dogman

dogman_plakat_low

PREMIERE DEN 28. FEBRUAR 2019

‘Dogman’ er instrueret af Matteo Garrone, der gav os den stærkt beslægtede ’Gomorra’. Hoved- og titelpersonen er hundeelskeren Marcello (spillet af den uforlignelige Marcello Fonte, der tog skuepillerprisen på Cannes-festivalen og siden også ved European Film Awards). Marcello ernærer sig som hundefrisør og lever i perfekt harmoni med de firbenede, men er mere udfordret på omgangen med de tobenede. Så naturligvis må det gå galt, da den tidligere bokser Simone dukker op og spreder frygt i lokalområdet. Folk aner ikke deres levende råd, men så må Marcello – om end noget modstridigt – tage affære.

TRAILER:

SOCIAL:

Burning

burning_citatplakat

PREMIERE DEN 20. DECEMBER 2018

Da enspænderen Jongsu forelsker sig i sprælske Haemi, synes hans lykke at være gjort, men da hun efter et udlandsophold indleder et forhold til den mystiske playboy Ben, spidser situationen til. Indledningsvis er der sødme over trekantsdramaet, men da Haemi pludselig forsvinder, tager dramaet en mere truende og uheldssvanger drejning. Umiddelbart er Jongsu uskylden selv, men også han har skeletter i skabet: Hans mor forlod familien på grund af farens voldsomme temperament. Jongsu har ikke set hende i 16 år, og faren sidder i fængsel for et voldeligt overfald. Mødet med Haemi lægger låg på Jongsus indre vrede, men efter hendes forsvinden kigger han lige ned i afgrunden. Hvor er hun? Eksisterer hendes kat? Og hvem er Ben egentlig? ‘Burning’ er fyldt med uforglemmeligt poetiske sekvenser og Lee Chang-dong har med sin film (baseret på en historie af Haruki Murakami) fat i selve filmmediets karakter af skyggespil: Vi bliver forført af noget, som i en vis forstand ikke eksisterer.

YOUTUBE MATERIALE: